Ung bioindustriel virksomhed rejser millioner til ambitiøs vækststrategi

Den danske aroma-virksomhed, EvodiaBio har netop rejst 45 millioner kroner i en kapitaludvidelse. Målet er nu at indtage en global førerposition inden for bæredygtig aroma-udvikling til fødevareindustrien.

Som de første i verden præsenterede aroma-virksomheden EvodiaBio tidligere i år en ny teknologiplatform, der kan producere bæredygtige aromaer til fødevareindustrien. Nu har den ambitiøse virksomhed i jagten på at blive en betydende global spiller inden for præcisions fermentering til mange forskellige dele af fødevareindustrien netop lukket en finansieringsrunde på 45 millioner kroner.

EvodiaBio, der blev stiftet for kun halvandet år siden, har modtaget 14 millioner kroner som finansiel støtte fra danske BioInnovation Institute, der er stiftet af Novo Nordisk Fonden. De resterende 31 millioner kroner kommer fra en række udenlandske selskaber, hvor blandt andet tyske Symrise træder ind som strategisk investor og Nordic Foodtech VC er lead investor.

Jarne Elleholm er medstifter og bestyrelsesformand i EvodiaBio. Han ser kapitaludvidelsen som et strategisk vigtigt skridt i forhold til at indfri virksomhedens skyhøje målsætninger.  

– Vores vision er at skabe en bæredygtig global virksomhed indenfor udvikling, produktion og salg af aroma-stoffer og denne finansieringsrunde giver os muligheden for at realisere denne drøm. Finansieringsrunden har været muliggjort gennem stærk støtte fra BioInnovation Institute, samt de resultater vi har opnået i løbet af vores kun halvandet års levetid. siger Jarne Elleholm.

Ifølge bestyrelsesformanden er alkoholfri øl det første segment, EvodiaBio går efter, idet branchen har en udfordring med smagen. Virksomhedens nyudviklede aroma-blandinger, kaldet Yops, kan forbedre smagen af alkoholfri øl og er et bæredygtigt alternativ til aroma-humle. På sigt vil biotekvirksomheden udvikle aromaer til drikkevarer, fødevarer, parfume og en række andre segmenter.

Aromaerne til de alkoholfri øl er produceret ved hjælp af gærceller, der udskiller aroma-komponenter, som efterligner aroma-profilerne af forskellig humle, hvilket resulterer i et naturligt, rent og bæredygtigt produkt. Teknologien er udviklet efter mange års forskning af de videnskabelige stiftere af EvodiaBio: Professor Sotirios Kampranis, Simon Dusséaux (PhD) and Victor Forman (PhD). Teknologien overgår alle andre tilgange og muliggør for første gang nogensinde en økonomisk bæredygtig bioteknologisk produktion af de flygtige aroma-molekyler fra humle. Med den patenterede platform undgås brug af sparsomt plantemateriale, og vandforbrug samt CO2-udledning kan reduceres med mere end 90 procent.

Fælles værdisæt

Den store tyske aroma- og duftproducent Symrise glæder man sig til det fremtidige samarbejde, og et fælles værdisæt har været en medvirkende faktor til selskabets millioninvestering.

– Vi er meget begejstrede for dette samarbejde og klar til at støtte virksomheden på den spændende rejse. Vi deler visionen med EvodiaBio om en grønnere fremtid og tror på, at den præcisions fermenteringsteknologi, som teamet har udviklet, i høj grad vil bidrage til en mere bæredygtig smags- og duftindustri, begyndende med alkoholfri ølapplikationer og med potentiale til at gå meget længere, fortæller Nick Russell, der er SVP Business Incubation Group hos Symrise.

Et lovende projekt-

Nyudnævnt bestyrelsesmedlem i EvodiaBio, Flemming Besenbacher er tidligere formand for Carlsberg og Carlsbergfondet, og han ser ligeledes positivt på nyheden.

Som tidligere bestyrelsesformand i Carlsberg ser jeg kæmpe muligheder åbne sig for vores virksomhed, nu hvor finansieringsrunden er i mål. EvodiaBio er et yderst lovende projekt, der løser en udfordring i markedet, som jeg med glæde og begejstring har involveret mig i, og jeg ser frem til at være en del af den udvikling, vi igangsætter nu, siger Flemming Besenbacher.

Stifter og partner i Nordic Foodtech VC, Lauri Reuter, er både stolt og glad for, at hans virksomhed er trådt ind som lead investor.

– Et bedre madsystem handler ikke kun om at sikre essentiel ernæring, men også om at give den aroma og de sanseoplevelser, vi elsker – uden at udtømme naturens knappe ressourcer. Teamet fra EvodiaBio har opdaget en elegant løsning på en vanskelig flaskehals i bæredygtig produktion af aroma-forbindelser, og på passioneret vis formår de at bygge en bæredygtig fremtid, der også smager godt, siger Lauri Reuter.

Næste steps for EvodiaBio i virksomhedens ambitiøse fremtidsplaner er opsætning af eget kontor, laboratorier og pilot-produktion i Danmark samt at gøre klar til lancering af Yops næste år. Desuden forventes det at øge medarbejderstaben i 2023.

Om EvodiaBio:

EvodiaBio ApS er en bioindustriel virksomhed, der har opfundet en ny og mere bæredygtig måde at producere ​​naturlige aromaer, startende med at få alkoholfri øl til at smage fantastisk.

Gennem en patentbeskyttet fermenteringsproces har virksomheden udviklet en effektiv metode til at producere de monoterpener, en gruppe af aroma-molekyler, der så ofte går tabt, mens man laver alkoholfri øl. EvodiaBio aromaer vil gøre det muligt for ølbryggeren at skabe den ønskede fylde af smag på en konsekvent og bæredygtig måde.

EvodiaBio er støttet af et stærkt internationalt syndikat af investorer bestående af Symrise fra Tyskland, Nordic FoodTech VC fra Finland, PINC – Paulig venture arm fra Finland, Thia Ventures VC samt Newtree Impact fra Belgien.

EvodiaBio støtter FN’s mål for bæredygtig udvikling (SDG) #3 (Sundhed og velvære) ved at fremme mindful drinking og  gøre alkoholfri øl mere tiltalende, og SDGs #6 (Clean Water) og #13 (Climate Action) ved at sænke CO2 og vandforbrug markant sammenlignet med traditionel humledyrkning.

EvodiaBio ApS

Jarne Elleholm, co-founder and Chairman

+41 79 762 55 44

je@evodiabio.com

http://evodiabio.com/

Related